Angriberinstinkt
Man siger i fodbold, at det er farligt for en angriber at have for meget tid at tænke (Hvis du ikke tror på det, så se nogle videoer af de "løbende straffespark" som MLS indførte i 90'erne. Eller Diogo Jotas direktør mod Wolves i går…) De bedste angribere har ikke nødvendigvis den samme sparketeknik som 8'eren eller samme fysik som midterforsvareren, men de bomber som var klokken kvart over halv to i kælderbaren på DTU. Hvis du spurgte Jesper Grønkjær, Jes Dorph eller en af alle de andre af verdens fineste fodbold-connaisseurs ville de fortælle dig at den perfekte 9'er har "målnæse" og "angriberinstinkt". Men hvad betyder det?
Efter en kamp siger hattrick-helten tit om sine mål at han "bare fornemmede" at bolden ville komme i det område af feltet, og selve afslutningen gjorde han sig endnu færre bevidste tanker om. Bing, bang, bong, 3-0, Mo Salah. En angriber i topform formår at finde de områder på millisekunder og eksekverer et knastørt vristspark der, ligemeget hvor stor vilje til stede, er umuligt for folk der ikke spiller på professionelt niveau. Det er som om de ikke behøver analysere noget som helst, men at det sidder på rygraden af dem.
Omvendt ser man ofte spillere komme tilbage fra en langvarig skade og være helt ved siden af sig selv. De mangler "det" og alle kan se at de ikke er det samme sted de var engang. Det er dybt professionelle atleter der har trænet den samme udførelse af en, tilsyneladende simpel, øje-ben koordination titusindevis af gange. Men alligevel er det alment accepteret at fænomenet "at være kold" i den negative betydning er en helt legitim ting der kan ramme alle fodboldspillere - fra Sunday League serie 5 bold-og-bajer-typerne til Champions League topscorere. Selv angribere der ikke har været skadede kan støde ind i en "måltørke" og i løbet af få uger forvandles fra en selvsikker måltyv til en mindre trussel end partier stiftet af Simon Emil Ammitzbøll.
Hvad skete der med Radamel Falcao og Romelu Lukaku i Manchester United? Eller med Fernando Torres og Timo Werner i Chelsea?
For mange angribere i krise er der nok sket det samme som mange af os har oplevet de seneste par måneder, hvor vi har skulle vende tilbage til en mere eller mindre normal hverdag igen, efter de første lockdown-perioder før vaccinerne (Jinx alert!). Det er svært at omstille sig, og finde tilbage til "zonen" når man først har været ude i kulden. Jeg tror at der generelt er tre store fælles problemer for angribere i måltørke og alle os andre der prøver at finde tilbage til en normal hverdag igen.
1) Der mangler struktur på hverdagen
For det første har der manglet struktur på tilværelsen. Vi har ikke haft særlig mange faste rammer, og når vi ikke ved hvad vi skal forvente af dagen bliver vi nemt småstressede og desorienterede. Og det er især alle de små øjeblikke i løbet af dagen, hvor man skifter fra aktivitet til anden at man bruger store mængder energi på noget så simpelt som at beslutte sig for hvad man skal.
Ved hvert valg i hverdagen navigerer vi i vores muligheder. Ved hver ukendt situation skifter vi fra autopiloten til analysecentret i vores hjerner. Vi evaluerer hvad vi skal på baggrund af tidligere erfaringer i lignende situationer og sorterer alle de sorte får fra. Der er mange situationer hvor det er en god ting at bryde med vores vaner og anstrenge os for at gøre noget nyt, men endnu flere hvor det er en god ting at følge vores instinkter. Hver gang vi ikke har nogle retningslinjer bruger vi energi der kunne være brugt andre steder. Hver gang vi forsøger at tænke os ud af en situation, vi egentlig godt kender, og har haft succes med før, ender vi med at spænde ben for os selv. Vi bliver paralyseret af alle mulighederne. Hvis alting er muligt og ingenting umuligt bliver alting umuligt og ingenting muligt. Hvis du lever hele dit liv som er det et spil skak er du dømt til at brænde ud.
Vi har brug for pauser hvor der bliver taget valg for os - hvor beslutningen bliver taget ud af vores hænder og overtaget af vores underbevidsthed, gode vaner og pålagt struktur. Om det så er vores skema der fortæller os at vi skal til forelæsning eller til møde, om det er vores krop der fortæller os at vi har taget formiddagslur kl 11:30 på fællestoilettet de sidste to år - og selvfølgelig også skal det i dag. Eller om det er en ven der ringer til os og har brug for vores hjælp til en tøjkrise. Vores skema, vores aftaler og vores vaner bliver vores træning og struktur der skal facilitere vores angriberinstinkt.
Vi har romantiseret frihed, fleksibilitet og alternative arbejdsuger så meget at vi glemmer hvor meget af vores normale hverdag vi kører på underbevidste vaner, og hvor afhængige vi er af dem. Frihed skal ikke være et pornografisk ord der retfærdiggør fortvivlelse og kaos i deres eget navn. Før corona snakkede mange om at have frihed til. Frihed til selv at planlægge sin arbejdsuge, frihed til at tage møder og samtaler over nettet, fra sengen med en kop te. Frihed til at sove længe om onsdagen og stå tidligt op torsdag, hvis det var det man havde lyst til. Men måske er det meget godt at folk nu får øje på at der, i mine øjne, er en lige så vigtig, hvis ikke vigtigere frihed. Nemlig frihed fra. Frihed fra kravet om at man 20 gange om dagen skal "mærke efter i sig selv" og tage et skridt i retningen af en eller anden glorificeret selvrealisering, som kun du selv har ansvar for og er i stand til at føre ud i livet. Frihed fra den fortvivlelse man føler om sig selv og sine mål og ønsker, når man aldrig sidder til forelæsning eller møde om noget, man bliver klar over i hvert fald ikke er dét. Og generelt bare frihed fra aldrig at kede sig. Frihed fra at finde ud af om man er A- eller B-menneske. Frihed fra at skulle ordne alle hverdagens praktiske gøremål udelukkende drevet af sin indre ildsjæl - uden den sædvanlige hjælp fra vaner, midlertidig dårlig samvittighed og den gode form for socialt pres.
Frihed til er godt for det meste, misforstå mig ikke. Men ikke altid. Vi har brug for struktur og vaner til at tage beslutninger for os. Ingen ville være uenige i at det generelt er skadeligt for os at bruge flere timer om dagen på sociale medier, hvor vi som en guldfisk (der har lært at hoppe) hopper frem og tilbage, ned og op, ind og ud af breaking news, altid bruger energi på at lede efter noget nyt og bedre, og aldrig får frihed fra alle mulighederne så vi kan fordybe os uden distraktioner. Så hvorfor skal de mest ekstreme idéer om det frie valg seksualiseres så meget når det kommer til vores hverdag? Stop med at scrolle gennem to-do-listen, og lad være med at prøve at "mærke efter med sjælen". Du ender bare ligesom ham idioten fra MLS der prøvede at analysere sandsynligheden for at score i alle fire målhjørner på én gang, mens han holdt øje med tiden og målmandens bevægelser simultant. Prøv at fokusere på de enkelte ting, vær tilstede og stol på at de strukturer og vaner der styrer din hverdag nok skal guide dig. Måske skal et par af dem skrottes, men du finder ikke ud af det før du giver slip og afprøver dem, uden analyse og mental multitasking.
2) Skæve forventninger til "den store tilbagevenden"
Når en spiller vender tilbage fra en længerevarende skade er det uhyre vigtigt at han har hovedet på det rette sted og har forventningsafstemt sin tilbagevenden med sig selv. For det første slipper ingen spillere for at være lidt rustne efter en skade. Nogle mere end andre, men ingen går fri. Du træner en afslutning 10.000 gange på træningsbanen, for at du kan gendanne den i kampens hede uden at tænke over det. Så den ligger på rygraden. Men nogle gange skal øje-fod-koordineringen og angriberinstinktet kraftigt rekalibreres efter en pause. Hvis du ikke accepterer det som fodboldspiller bliver hele din selvtillid revet fra dig - ved første tribunerenser og anden gang du sparker schweizerostehuller i luften - hurtigere end du kan nå at sige Timo.
For det andet skal spilleren ofte genfinde et ubekymret mindset fra før skaden. Hvor mange gange har man ikke set en bomber der fuldstændig mangler koldblodigheden i den første periode efter skaden. Når man ikke kan handle, begynder man at tænke. Man kan have forestillet sig sin debut i flere måneder og spillet drømmescenariet igennem i sit hoved flere hundrede gange. Men første gang man får bolden vender man tilbage til analysen, i stedet for at eksekvere. Man rominerer over mulighederne og angriber situationen med en sygeligt analytisk tilgang. Før man har set sig om har man mistet bolden igen. Næste gang man får den sigter man efter krogen men yeet'er den højere over målet end Bruno Fernandes hjemme mod Aston Villa. Man sparker til bolden med hovedet i stedet for med fødderne.
Sidst men ikke mindst går et af de store spørgsmål altid på spillerens fysiske tilstand. Første kamp efter en pause er man udmattet og stakåndet. Musklerne syrer til og selvom man har den frække L2-stikning i hovedet vil benene ikke makke ret. Det er maestro vs mælkesyre og kant vs krampe.
Jeg kommer tit til at angribe hverdagen efter lockdown på samme måde, som jeg gjorde før. Som om intet var sket, og som om jeg kunne hoppe lige tilbage hvor jeg kom fra, i skolen, socialt og med mine projekter og hobbyer. Men jeg skal stadig øve mig. Det kommer ikke lige så naturligt, som det gjorde før corona, og hvis jeg ikke er opmærksom på at det er helt naturligt, ender jeg bare skuffet og frustreret.
Jeg kommer nogle gange til at analysere alting, alle små valg jeg tager, og alle små valg jeg ikke tager. Jeg husker en ubekymret hverdag, for mange år siden, hvor alting kom naturligt. Men nu bliver jeg for ivrig, jeg kan blive nervøs for ikke at genfinde det samme sted jeg var engang, og jeg kommer til at overtænke. Jeg tænker på, at jeg tænker for meget. Og så må jeg gå i tænkeboks, for at finde en løsning, tænker jeg. Jeg sparker til matematik-bolde og todo-lister med hovedet i stedet for med fødderne.
Jeg bliver hurtigere udmattet socialt end jeg har prøvet før. Efter en normal skoledag har det kunne føless som om jeg har været til 4 timers første skoledag om formiddagen og 3 timers speed-dating om eftermiddagen. Det kan trænes væk, man kan komme i form igen, men det tager tid. Og hvis man ikke passer på river man skaden op igen og er ude igen i flere måneder.
3) Det kan være svært at acceptere at det tager tid at finde sin zone igen
Jeg hører om mange indlæg og interviews hvor "omstillingsparate" og "agile" leder-typer advokerer for at vi bruger "arbejdsmarkeds-omvæltningen" konstruktivt som en fjeder der skal katapultere os mod nye højder i produktivitetens tegn. Med fare for at komme til at lyde som Svend Brinkman på steroider: Hold nu f****** kæft man… (*sagt passivt aggresivt med Svend Brinkman-bandeord*).
Hvad med at vi startede med at acceptere hvordan det har påvirket os alle både fysisk og mentalt at sidde på en kontorstol i over et år og forsøge at erstatte fodboldtræning og styrketræning i fitness-centret med 3x10 armbøjninger og en vitaminpille - og legitimt socialt samvær og nærvær med to timers online-scrabble hver onsdag aften. Hvad med at acceptere at vi langsomt og sikkert skal tilbage til det vi engang var gode til. Hvad med at acceptere at store perioder af de sidste to år bare har været noget lort - og fair nok, så tager vi den herfra.
Lad os øve vores halvliggende vristaflevering og vores flade aflslutning i det lange hjørne igen og igen og igen. Inden vi tænder af i første halvleg og brænder os selv mere ud end et spansk oprykkerhold fra 2010 fanget i Barcelonas tiki-taka-trekanter. Inden vi kollektivt river det psykiske korsbånd over igen og skal sidde på bænken i et år mere.
Det tager tid at genfinde sit fokus efter en periode med tankemylder og distraktion, og det tager tid at genfinde "følingen" med sig selv, når man prøver at finde ud af hvad man har lyst til - hvis det overhovedet er muligt at finde sådan en føling med sig selv.
Min angriber-profil
Engang tænkte jeg ikke to gange over hvordan jeg skulle navigere i sociale situationer og jeg havde ikke svært ved at bestemme mig for hvad jeg skulle lave når jeg kom hjem fra skole eller arbejde. Engang havde jeg Lewandowskis placeringsevne, Salahs koldblodighed og Harry Kanes eksekvering. Nu føler jeg mig ofte mere som Timo Werner.
Jeg skal have bolden i splitsekundet jeg er ledig. Jeg skal have den hårdt og fladt i fødderne med en mand i ryggen. Ét-to, vending, stikning. Rul af, læg af, tryk af. Jeg har det bedst med at stå op og vide, at jeg har 45 min til at gå i bad, spise morgenmad og pakke min taske. Med at sidde til en forelæsning og vide at det er nu og kun nu jeg skal være koncentreret. Med at vide at fredag aften er til at kaste bordtennisbolde i plastik-kopper, søndag er til at støvsuge og tirsdag er til Bayes' regel og binomialfordelinger. Jeg har det værst med de perioder, hvor man ikke har nogle forpligtelser, ingen steder man skal være og ingen der fortæller en hvad man skal gøre. Hvor hver dag bliver én lang søndag eftermiddag. Hvor hvert instinkt og hver impuls får lov at blive efterrationaliseret og cost-benefit-analyseret før det bliver ført ud i livet - hvis det overhovedet gør.
Jeg skal ikke have 5 sekunder til en friløber. Forhåbentlig lærer jeg det igen på et tidspunkt, men lige nu har jeg brug for struktur og klart definerede mål med tydelig evaluering. Og jeg har brug for en indskiftning i det 80'ende minut og et par pre-season kampe mod et koreansk anden-divisions-hold til at komme i form igen.
Alligevel har jeg selv valgt at holde orlov resten af det her semester, og fokusere på nogle andre ting end skole. Jeg har midlertidigt nedbrudt mine hverdagsrutiner, smidt alle ugens dage i samme pulje og gjort hver dag til en, i udgangspunkt, mistænkeligt meget "søndag-eftermiddaget" dag.
Men jeg holder ikke orlov for at forlade idéen om rutiner og struktur. Tværtimod. Jeg gør det for at kunne indføre det i mit liv på mine egne præmisser, på en sund og bæredygtig måde. For at slippe for indre og ydre forventninger og dårlig samvittighed, og for at få arbejdsro til at finde en god løsning for mig.
I lang tid har jeg troet at det var skolen, de daglige pligter, hobbyer og projekter der gav mening til min hverdag. Rutinerne, strukturen og fordybelsen var værktøjer der skulle til for at høste frugten af aktiviteterne. Men det er ikke matematikken i sig selv eller et nyt projekt på arbejdet i sig selv der giver mening til min tilværelse. Det er deres evne til, når jeg går ind i dem uden forventninger og med et klart sind, at bringe mig i flow, at sætte mig i en situation med klare spilleregler og at udfordre mig. Jeg prøver at genlære at fordybe mig fordomsfrit, uanset hvor “(u)produktivt” et produkt der kommer af aktiviteten.
En verdensklasse-angriber i balance ved inderst inde, at det der virkelig giver mening til tilværelsen som fodboldspiller ikke er at score mål eller at vinde kampe - selvom det er fedt. Det er at komme i “zonen” først, og at se målene og trofæerne følge, sekundært. For den succesfulde angriber følger alting af angriberinstinktet. Og angriberinstinktet er ikke kun et middel, men mest af alt et mål i sig selv.
Lemma:
Lad det være bevist hvordan angriberinstinktets væsen kommer til udtryk hos den professionelle, den semi-professionelle og amatør-fodboldspilleren. Angriberinstinkt hos en hverdags-player må da defineres som følger:
L1: Under aktiviteter og stimulering; Evnen til at fordybe sig og have tro på at det man laver giver mening, og er tid og energi værd i sig selv, som mål og ikke middel - uden at planlægge fremad eller rominere bagud.
L2: Mellem aktiviteter og stimulering; Evnen til at føle sig tryg ved inaktivitet og kedsomhed, være modtagelig for impulser og drive, og kunne mærke hvornår noget er værd at handle på, og hvornår noget ikke har flow-potentiale, men kun er kommet for at sprede dit fokus og suge din energi.
Konklusion
Det kan være svært at genfinde sit angriberinstinkt igen. Det vigtige er at huske at mange andre også har det sådan. Vi har alle været ofre for en hård periode under lockdown på den ene eller anden måde. Det er okay at tage sin tid - at gemme Robinson-overlappet til en anden gang. Vigtigt at huske at sige pyt til en mistimet førsteberøring eller en brændt 100 procent chance. Vigtigt at huske at man godt nok spiller en kamp med for nyligt helet overrevet korsbånd og det sygeste mælkesyre-pump i alle musklerne, men at alle andre på banen har fiberskader og astma.
Det er vigtigt at overveje med sig selv, om man virkelig er fan af en hverdag hvor alting skal føles og vejes mod en "indre guddommelig lyst", som skal graves frem i selvrealiseringens gloværdige navn. Eller om man måske bare er typen, der en gang imellem har godt af at følge nogle faste spilleregler og rutiner, også selvom det til tider betyder at man kommer til at kede sig.
Og måske vigtigst af alt, er det værd at huske, at forandring tager tid. Der er ingen skam i stadig at prøve at finde fodfæste i hverdagens tumult og forventninger. Danmark har kun været mere eller mindre tilbage til normale tilstande i et par måneder, men før det ligger næsten to år med kæmpe omvæltninger og en sindssygt weird hverdag for os alle sammen. Der er mange der stadig har det lidt svært med at finde tilbage til dét sted man engang var det. Og dem der ikke indrømmer det, har det endnu sværere.
Så hvis du ser dine homies brænde en friløber til træning, mistime en førsteberøring eller helkikse et sideskift, så snak med dem, fortæl dem hvordan du har syntes det har været svært at vende tilbage igen efter corona. Tag en diskussion med dem om fri vilje og frihed som overseksualiserede begreber, der skal tage med et gran salt. Og lav nogle neller på dem.