Første tanker
De sidste to år har der været meget at tænke på for mig. Der er sket rigtig mange ting, og jeg havde glædet mig helt vildt til at komme afsted på udveksling. Jeg har skrevet en del af mine tanker ned, mens jeg har siddet herhjemme og planlagt at læse op på mine DTU-kurser dagen efter eller udskudt overspringshandlinger. Jeg tænker meget over hvordan det er at være dér hvor mine venner og jeg er i livet lige nu - på overgangen fra ung til ung voksen. Der foregår mange sjove ting når man gør hovedrent og lytter til John Mayer søndag - og når man lytter til rap-sange om at dræbe mennesker og sælge stoffer mandag på vej til skole for at sikre hæderlige levevilkår og gunstige muligheder for fremtidige generationer. Når man bager brunsviger torsdag og bæller bajere fredag. Når man hverken er barn eller voksen. Når man er gammel nok til at forstå voksenlivets forpligtelser og realiteter, men ung nok til aktivt at bekæmpe dem.
Først og fremmest har jeg gjort mig mange tanker om at skulle ud og rejse igen for første gang i over to år. Og tænkt tilbage på mine to rejser i mine to sabbatår.
Asien
I mit første sabbatår var jeg i Sydøstasien med min ven Mark, på den klassiske live-love-laugh-find-dig-selv backpacker-tur. Det var vores første store rejse - unge, naive og stive. Først Thailand, drikke drinks fra spande og se på elefanter. Ned i floden og skrubbe dem på ballerne med en hjemmelavet børste. For lidt solcreme, 6-7 buddhistiske templer, 6-700 Buddha-statuer, 9-10 forskellige hostels og 27 forskellige akustiske fortolkninger af Wonderwall.
Der var dengang i Nord-Thailand da Marks kort blev slugt af en hæveautomat og mig der ufrivilligt hoppede i et 1,5 m dyb regnvandsfyldt vejarbejde-hul med pung og mobil i lommerne på samme eftermiddag/aften. Tog til Malaysia. Vi købte motorcykler til 300 dollars stykket og kørte gennem hele Vietnam, de sidste 10 dage med stop flere gange om dagen, fordi der kom gnister og lyde fra udstødningen. Ind i en lokal landsby med vietnamesere der kunne 10-15 engelske ord, sige "bang bang boom, fire, fix." og vifte med tre pengesedler. Og gør-det-selv familiefaren der hældte olie og to uidentificerbare væsker på, bankede to små og to store gange med en hammer, og tog pengene. For at skulle stoppe igen 2 timer senere, men i løbet af en dag alligevel kun have brugt 32 kr på reparationer. Eller før vi begyndte vores motorcykel-tur da vi hang ud på det samme hostel i Hanoi i to uger fordi de havde gratis wifi, gratis morgenmad og gratis øl fra 16-18 hver dag for 30 kr.
Og da vi, efter Vietnam, skulle have været til Peru via en 30 timer lang rejse, men fik bøvl med visum og aldrig kom videre end Seoul. Og da vi efter et par dage på et hostel i byen stadig havde ømme baller efter motorcykel-turen og besluttede os for at tage hjem, rige på gode og dårlige oplevelser.
Mellemamerika
I mit andet sabbat-år var jeg i Mellemamerika i fire måneder. Først to måneder hvor jeg boede i en by, Tamarindo, på vestkysten i Costa Rica og gik på spansk sprogskole med mange andre unge fra hele verden. Derefter to måneder, hvor jeg selv rejste rundt i resten af Costa Rica og mange af nabolandene. Mange af mine venner fra sprogskolen har jeg stadig kontakt med, og blev virkelig tætte med i løbet af de to måneder. Vi gik jo op ad hinanden hele tiden, var på weekendture sammen og boede hos værtsfamilier inden for gåafstand af hinanden. Det er nok det tætteste på en højskole jeg har været. Det var også første gang jeg på en rejse prøvede at bo et fast sted i mere end to uger. Der er lidt en anden ro over det end konstant at være på vej videre når man backpacker. Det er sjovt at være på farten og opleve en masse ting, men man kommer lidt mere ned i gear og rejser på en anden måde, når det hele går lidt langsommere.
Jeg sprang bungee-jump fra 142 meter og nød hvert sekund af de 10 sekunder der gik, før jeg fik signalet til at springe. Jeg var på en 5-dages tur til Nicaragua med 5 venner fra Norge og Schweiz. Vi lejede en stor bil og kørte hele vejen. Jeg oplevede den mest lausige grænsekontrol jeg nogensinde har set på grænsen mellem Costa Rica og Nicaragua. Havde jeg vidst det i forvejen havde jeg ikke smidt de der 4 kilo kokain i floden 500 meter før. Vi lejede et tre-etagers hus på toppen af en bakke med udsigt over hele San Juan del Sur - til under 100 kr pr person dagligt. Med jacuzzi på taget, moderne indretning og fladskærms-tv. Og så hørte jeg fra en ven, der også havde været i Nicaragua, at de om aftenen ville tage ned til byen for at købe noget at ryge, men kom hjem og opdagede, at de havde fået en pose oregano.
Og masser af andre sjove historier der trods alt er så NSFW at det trumfer den åbenhed jeg har tænkt mig at have i det jeg skriver her :)
Min far blev diagnosticeret med kræft mindre end to uger inden jeg tog afsted. Men jeg fortryder ikke at være taget afsted. Jeg var på standby ift at tage hjem, hvis det blev værre, og det fyldte selvfølgelig meget. Men det var en af de bedste oplevelser i mit liv. Jeg oplevede hvor meget det betyder at komme væk fra vante omgivelser, når der er mange ting der presser på og fylder. Og jeg føler selv, at jeg fik det bedste ud af det, trods omstændighederne.
Jeg så absurd smuk natur; Tropiske strande, regnskove og naturområder, vulkaner og vilde leguaner der chiller ved poolen på sprogskolen. Jeg oplevede et af verdens syv vidundere, Tikal-templet i Guatemala. Min guide troede jeg sked på turen og hans ihærdige historiefortælling. Men i virkeligheden havde jeg bare en voldsom madforgiftning og var ved at skide på mig selv. Jeg fik stjålet min pung, min telefon og mit tøj af to forskellige personer på samme aften.
Og andre historier/dele af historierne, der trods alt er så NSFW at det trumfer den åbenhed jeg har tænkt mig at have i det jeg skriver her :)
Hvad jeg har taget med mig fra de to rejser
I løbet af de to rejser har jeg lært mig selv bedre at kende. Jeg er blevet mere klar over hvor godt jeg har det og hvor meget jeg kan med mit liv, i mine relationer og for mig selv, når jeg virkelig har det godt. Jeg er også blevet klar over hvor svært det kan være for mig at komme ud af en ond tankespiral, når jeg er tynget af forventninger om hvad rejsen burde og ikke burde være. Jeg er blevet mere opmærksom på ikke at spille det spil, når min hjerne spiller mig et puds. Jeg er blevet klar over at man godt kan tro, at man tager en dag ad gangen, men at det ikke altid er tilfældet. Og man kan tro at man har en dårlig dag, men så kan man for et øjeblik glemme hvor dårlig dagen har været - og lige pludselig er det en god dag.
Jeg er blevet klar over at bare fordi man har en god dag er det aldrig for sent at falde tilbage i gamle mentale fælder. Og bare fordi man har en dårlig dag og gennemsyres af en følelse af uoprettelighed og skyld, kan man blive distraheret fra sig selv i en time morgenen efter, og ud af det blå få den bedste dag på hele rejsen. Jeg har tænkt meget over hvor meget de forventninger man har til det man laver, betyder for den oplevelse man får ud af det.
Til sidst, og måske det vigtigste, som jeg af og til bliver mindet om men glemmer lige så hurtigt igen, er at det ikke altid er nok at vide hvorfor ting sker og hvad man kan og skal gøre. Der er noget mere, det kræver for at være dér hvor man gerne vil være. Jeg er blevet opmærksom på hvor meget ubevidste vaner betyder for mig. Jeg skriver lidt om det i en tekst "Tandlæger med grimme tænder" som jeg lægger op i løbet af de næste par uger.
Som sagt har jeg prøvet at bo fast et sted før (i Tamarindo) og have en hverdag udenlands men ikke så lang tid. Og sprogskolen i Tamarindo var ikke suuuper seriøs for mig. Hvis jeg kommer afsted nu eller på et senere semester bliver det en oplevelse jeg ikke har prøvet før. Jeg har aldrig haft forbindelsen mellem det udenlandsophold, hvor man er der for at være kulturel, slappe af og bare nyde det - og så de forpligtelser, ambitioner og mål man tager med hjemmefra. Forhåbentlig giver det noget helt nyt, når jeg får lov til at prøve det.
Japan
Min opfattelse af Japan er at der er både styr på og orden i tingene og generelt en meget "professionel" tilgang til både det professionelle og uprofessionelle liv. Der er utroligt smukt. Der er altid nogen klar til at hjælpe én. Der er uglecaféer, kattecaféer, tangloppecaféer og tilsvarende til den gode side af 20% af Noas Ark. Der er mange fordomme udefra ind, indefra og ind, men ikke mange indefra og ud. I hvertfald ikke som man ser det udefra.
På min bucket list, hvis jeg skal afsted på et tidspunkt, er blandt andet at jeg skal spise så meget sushi, at jeg ikke kan kigge på et stykke i Danmark uden at væmmes. Jeg vil gerne lære et af deres 30 forskellige symbol-alfabeter og lære at stave til elefant med to tegninger af en chihuahua roteret på den rigtige måde. Jeg vil gerne møde lige så mange nye spændende, søde og mildt syge-i-hovedet mennesker jeg har mødt på mine tidligere rejser. Og måske endda møde en vaskeægte samurai.
Men mest af alt har jeg gået og glædet mig til at få en frisk start. Til at komme væk fra manglende studieliv og til at bruge græske matematiske symboler i en anden forbindelse end navngivning af virus-varianter. Jeg håber jeg får gendannet mine mentale fabriksindstillinger. Jeg håber jeg kan lade være med at lade mine forventninger fylde min mentale harddisk og være klar i hovedet til at opleve det jeg oplever, på godt og ondt. Jeg håber jeg giver mig selv lov til at have en dårlig dag, når jeg har en dårlig dag, og ikke være stresset over at jeg ikke har en god dag. Hvis jeg kan det, kan jeg også have en masse gode dage. Så får man ikke dårlig samvittighed over ikke at kunne nyde en god dag, fordi man burde have haft de dårlige dage, der er forudsætningen for at kunne have gode dage uden at have dårlig samvittighed over ikke at have givet sig selv lov til at have dårlige dage, der er forudsætningen fo... Shit... Jeg havde, som så mange andre, glædet mig til bedre tider igen. Til normale tilstande og unormale oplevelser.
Jeg slutter af med et par fun facts om Japan jeg har fundet på nettet, da jeg researchede
Japan består af 6.852 øer
Japan har folk ansat til at skubbe folk ind i togene, fordi der er så mange mennesker at man bliver nødt til at presse dem sammen, for at togdørene kan lukke. Overvej lige at blive betalt for at være en menneskelig metropol-mejetærsker. Hvis jeg kan finde sådan et studiejob, så kommer jeg altså ikke hjem igen.
Man kan købe sexlegetøj i "vending machines"
Der er flere kæledyr end der er børn
Ca. 2 milliarder manga-magasiner/bøger bliver solgt hvert år. Det må efter mine beregninger give Japan den højeste manga/mango ratio (det postmoderne Big Mac-index) i verden.
Næsten alle japanske børn kan læse
3,5 milioner mennesker kommer til/fra Shinjuku tog-stationen i Tokyo hver dag.
Hvis du lægger isvafler i folks postkasse, kan du risikere fængsling.
Det straffes med bøde at gøre fodgængere våde når du kører på en våd vej.
Det er en fornærmelse at give drikkepenge
Japanerne er ikke et folkefærd med følelserne uden på tøjet. Den her sætning fra nettet beskriver det måske meget godt: "In Japan, smiling is a way to show respect or to hide what you're actually feeling."
Det lyder altså spændende. Jeg håber jeg kommer afsted så jeg kan be/afkræfte hen ad vejen. Og hvis ikke, så tager vi det i stiv arm og en slap tilbagefalden i nedernhed.